Thurston Moore

Sonic Youth har igennem tre årtier været stålsatte leverandører af udfordrende rock, der indimellem har skurret i ørerne og skræmt både utålmodige og knap så støjtolerante sjæle væk. Fair nok, smag og behag. Men de fleste med bare et perifert kendskab til Sonic Youth ved også, at bagkataloget byder på mere tilgængelige og dybt interessante (vel)lyde, der både pirrer, og tilfredsstiller den længsel efter melodi, som mange af os higer efter.

Det er i høj grad dette sidste udtryk, der falder i ørerne, og efterlader det dybeste indtryk på Sonic Youth-frontmand Thurston Moores første soloplade i 12 år, ‘Trees Outside the Academy’.

Tag bare ‘Honest James’, en varm, akustisk duet mellem Moore og Christina Carter fra det texanske band Charalambides. Enkelt, tindrende melodisk og hjertevarmende, faktisk. På den frejdigt flintrende ‘Fri/end’ minder Thurston Moore ikke så lidt om Pavements Steven Malkmus i højt humør. Det er dejligt afslappet, veloplagt og, ja, klassisk indie-rock fra Moore, der i sin karriere netop har gjort sit for at gøre op med traditionelle forestillinger om rockmusikken.

Jovist, der er mere ruskende og knap så nænsomme sange som den små-tamme ‘Off Work’ og den stærke titelsang. Og nej, vel er der intet sensationelt eller forbavsende nyt i, at Moore også dyrker sit blidere temperament, men det sætter nu engang sit markante præg på og løfter det vellykkede ‘Trees Outside the Academy’.