Amy MacDonald

Selvom hun endnu ikke har forladt teenageårene, lyder skotske Amy MacDonald som alt andet end din gængse teenagedebutant. Med den akustiske guitar svunget over skulderen besynger hun godt nok ungdommen og berømtheder som Pete Doherty og Jake Gyllenhaal, men med et samfundskritisk glimt i øjet og nonchalant træk på skuldrene.

Den keltisk inspirerede folk danner sammen med country-twang og americana en medrivende bund for MacDonalds poprocksange med raskt guitarspil, klaverklimpren og blæsere. Hendes vokal, klar, kraftig og med stærk skotsk accent, brænder igennem og læner sig behageligt op ad instrumenterne, uden dog at miste fæste.

Stort set alle albummets numre er vellykkede, men eksempelvis ‘Poison Prince’, om Doherty himself, brillerer med fantastisk rytme, hurtig guitarknipsen og swingende melodi, mens ‘Barrowland Ballroom’ giver plads til messingblæsere, orgel og hvirvlende harmonier.

Amy MacDonald vil helt sikkert blive sammenlignet med landskvinden KT Tunstall. Og selvom der er visse ligheder mellem de to folkpop’ere, er det nu ikke helt fair. MacDonald har nemlig sit eget tag på musikken og sit eget udtryk. Hun lyder hele vejen igennem langt mere erfaren og talentfuld, end hendes 19 år. Med et fast greb om den gode melodi og guitaren er dette en fin debut.