Langt væk fra alfarvej finder man ofte de særlinge, man ikke kan lade være med at blive fascineret af. Et af dem er den psykedeliske kvartet Animal Collective. De flytttede fra Marylands øde vidder til New Yorks asfaltjungle i år 2000 for at lave musik, men de glemte ikke deres krogede rødder i folk-musikkens fauna. Det kan man opleve, når de onsdag den 17. oktober spiller koncert på Loppen. Og bare rolig, det er deres egen udgave af ‘teaterblod’, de har i hovedet: ‘Strawberry Jam’.
Selvom Animal Collective i egen selvforståelse blot er fire gode venner, der godt kan lide at spille musik og se fodbold sammen, byder den amerikanske neo psych-kvartet rent musikalsk på anderledes grænsesøgende udskejelser. Under aliasserne Panda Bear, Avey Tare, Deakin og Geologist har firkløveret siden debuten ‘Spirit They’ve Gone, Spirit They’ve Vanished’ fra år 2000 dyrket en særegen blanding af energiske jungletrommer, flerstemmig strubesang og akustisk guitarklimperi flettet sammen til vibrerende melodiskitser med plads til både stampende trance og sarte sangtriller.
Udover bandmedlemmernes årelange venskab fremhæver frontmand Noah ‘Panda Bear’ Lennox da også det løse musikalske koncept som et karakteristisk træk ved gruppens lyd, der i et patchwork af stilarter rummer referencer til både folkemusik, psykedelisk pop, børnesange og indie rock: »Det lyder nok lidt arrogant at sige, du ikke kan definere os, så det vil jeg ikke sige, men sammenblandingen af alt det, vi lytter til, gør det lidt svært at sætte på formel«, uddyber han og fastslår, at Animal Collectives sange fremstilles kollektivt i øvelokalet.
»Normalt mødes vi i en to ugers øveperiode, hvor vi arbejder hver dag og forsøger at finde frem til sange og melodier. Vi arbejder alle sammen med ideer hver for sig, så når vi samles, har vi en masse ammunition, der skal fyres af. Når jeg tager af sted til vores øvelokale i New York, hvor jeg har boet i fem år (Lennox bor nu i Lissabon, red.) og stadig har en masse venner, har jeg altid planer om at se en masse folk. Men jeg når det aldrig, for vi er konstant i øvelokalet«.
Noah Lennox’ ark
Et karakteristisk træk ved Animal Collective er gruppens brug af stemmen som et instrument. Den idé fik Lennox fra klassisk musik: »For mig personligt var det at synge i et kor i high school det, der gjorde mig interesseret i at synge i en gruppe. Det var alt sammen klassisk kormusik. Det er der, jeg fik øjnene op for stemmens muligheder. Det er så påvirkeligt et instrument. Udover at det er det mest direkte instrument og er en del af dig, så det har den særlige kvalitet, at det taler direkte fra din sjæl«.
Hvor lyden på de fem første album var svært tilgængelig, har Animal Collective siden gennembruddet ‘Sung Tongs’ fra 2004 og frem til det spritnye, ottende studiealbum ‘Strawberry Jam’ i stigende grad givet sig i kast med mere konventionel sangskrivning. Og i forlængelse af det har gruppen på sit seneste opus arbejdet med mere simple sangstrukturer.
»Vi har ikke lavet en masse overdubbing, men arrangerede heller ikke røven ud af det som på de to foregående album. Vi kørte mere efter en ‘less is more’-mentalitet«. Det gjorde dog ikke indspilningerne mindre krævende, fortæller Lennox: »Vi arbejdede virkelig hårdt, mere end på noget andet, tidligere album, og til det punkt, hvor vi alle sammen mistede overblikket og tænkte: »Jeg tror, det er godt, men jeg har hørt de her sange for mange gange, så jeg ved det ikke««.
Beder man om en karakteristik af albummet, har Lennox derfor stadig svært ved at give en sammenhængende beskrivelse: »Det er en del mere aggressivt og skærende. ‘Ukomfortabel’ er måske en smule overdrevet. Der er også en lille smule bekymring. Det er virkelig en beskrivelse af de sidste to år for os, hvilket involverer en masse turnéer og store omvæltninger. For mit vedkommende: at blive gift og få et barn. En meget hektisk periode«.
Artiklen har tidligere været bragt i Soundvenue Magazine #16, september 2007.