The Good The Bad

Hørte Yul Brynner mon musik, da han søgte inspiration til sin rolle som androiden Gunslinger i den kultagtige sci-fi-western Westworld? Svaret fortaber sig i glemslens tåger. I stedet kan man lege med tanken om, at debuten fra københavnske The Good The Bad sikkert snildt kunne have passet ind i hans pladesamling, hvis den altså var udkommet for små 35 år siden.

Duoen spiller jernhård instrumental surf. Ingen vokal altså, udover et par hede kvindestøn og klynk imellem numrene og lidt uh-ah-kor hist og pist. Der er ikke så meget pis, og som albummets lakoniske titel antyder, har de heller ikke engang gidet bekymre sig om at navngive numrene.

Til gengæld er de hurtigere på seksløberen end virkelig mange andre bands derude. Man må bøje sig i støvet for en indædt vilje og strålende evne til at afveksle en genre, som ellers ofte rammer udfoldelserne snævert ind. Flere af skæringerne forsøger at overtrumfe sig selv i groteske mængder af distortion. ‘004’ og ‘011’ er ren sombrero-surf, mens ‘010’ drives frem af en infamt groovy, grobrian-agtig kaktus-boogie, der bizart nok vækker behagelige mindelser om temaet fra Ghostbusters.

Resultatet? Det mest stinkende seje soundtrack til en rigtig cowboys-og-indianere-dag i parken med ungerne. Garanteret. Lad overskægget gro, find en Stetson-hat og tag så ‘From 001 to 017’ med og noget at spille skiven på. Der er et par nye desperados i byen, og de er så absolut skudsikre.