Logh

Der er en vis naturlov, som følger konfirmationstøjet, når de mange nyudklækkede konfirmander vandrer op af kirkegulvet i de spæde forårsmåneder. Bevares, de fleste beigefarvede kjoler og blazere med skulderpuder er da både fine og tilpas ‘voksne’ til, at oldemor kan smile pavestolt over hele femøren, men det er nu alligevel yderst sjældent, at tøjet er særligt personligt, eller holder meget længere, end til når hvidvinstømmermændene har lagt sig dagen derpå.

Noget tilsvarende kunne man med god samvittighed sige om det svenske band Logh, som her udkommer med sit fjerde udspil. Det er for så vidt ikke fordi, de seks bandmedlemmer ikke både spiller hæderligt sammen, eller lyder helt vindskæv. Derimod er deres melankolske og patosfyldte artrock stedvis så gabende forudsigelig og søvndyssende, at Ole Lukøje ville risikere at miste sin beskæftigelse, hvis orkestret valgte at gå ind i ‘søvnbranchen’.

En poleret shoegazer-lignende vokal, umotiverede klavergange, som groft sagt kunne være spillet af Chris de Burgh, og diverse klokkespil for at ramme den rigtige højstemte postrockede lyd. Sådan sætter Logh deres signatur på en faretruende åbenlys kliché som end ikke enkelte iørefaldende og energiske passager – eksempelvis på numrene ‘Forest Eyes’ og ‘Thieves in the Palace’ – kan rette op på. Det er konfirmationssættets firkantede pænhed omsat til artrock.