Aarktica

Tyste klokken-to-om-natten-barstemninger og frontmanden Jon DeRosas så karakteristiske indadvendte shoegazer-stil er de gennemgående elementer på Aarkticas femte album, der igen gang tæller en samling af kompetente navne fra den amerikanske indiescene, som blandt andet Magnetic Fields-produceren Charles Newman, der igen har produceret.

Albummet er en afsked med Brooklyn og baren Matchless, der har fungeret som DeRosas andet hjem de seneste år. Resultatet af disse Matchless-år er et personligt, mørkt, melankolsk og afdæmpet album af den slags, der så klart minder lytteren om, hvorfor det simple ofte er det skønneste. Samtidig er det Aarkticas lettest tilgængelige album til dato. Hvor ikke mindst forgængeren ‘Bleeding Light’ havde et markant elektronisk præg med nærmest stillestående eksperimenter og lydbilleder, er det de hverdagsagtige, personlige beretninger og guitaren, der denne gang er i fokus.

Albummet understreger fornemmelsen af to ting: Dels at DeRosa er en sanger med visse begrænsninger, dels at hans force er at skabe stemninger. Især stemningen af tristesse i frit fald rammer han til perfektion, som når han på ‘Arms’ synger: »Two arms can’t break my fall«. Her anes den dybere og abstrakte smerte, han er så dygtig en formidler af. I en sådan grad, at man næsten begynder at tro på, at sandheden ligger gemt dernede i bunden af ølglasset i en bar i Brooklyn en kold og ensom tirsdag nat.