Xiu Xiu

Hvis man foretrækker sin musik serveret i let fordøjelige portioner, er der ingen grund til hverken at læse videre eller investere i art-rock-orkesteret Xiu Xius sjette opus. Gruppen har nemlig siden årtusindskiftet været garant for noget af det mest eksperimenterende indie-musik i USA, og på nyeste udspil er det eneste forudsigelige aspekt da også, at alt endnu engang er komplet uforudsigeligt.

Gruppens atonale og larmende tiltag giver stadig genlyd af Deerhoof og Liars – før disse fandt melodien – selvom Xiu Xiu dog lider en anelse mindre af omkvædsangst og hook-fobi i denne omgang. Albummet åbner med den intense ‘I Do What I Want, When I Want’, hvor bandleder Jamie Stewarts desperate halvhvisken suger lytteren ind i et univers, hvor uhyggen lurer lige under overfladen. Stewart og co. slipper kun kvælertaget på lytteren med en tro coverversion af Queen og David Bowies ‘Under Pressure’, hvor artrock-guruen Michael Gira gæster og puster nyt liv i sangens klaustrofobisk tiltænkte tekst.

Selvom albummet fremstår en anelse mere tilgængeligt end tidligere udgivelser, så er der grænser for, hvor mange gange man kan gentage ordene »hot pepper«, syre ud med freejazz saxofon-dissonans eller slutte sange i kakofoniske hyletoner, uden at det bliver enerverende. Det er sparsomt med melodiske fikspunkter, men de findes, eksempelvis i det svampeinficerede Arcade Fire-univers på ‘No Friend Oh’. Allerbedst fungerer Xiu Xiu dog, når Stewart opgiver at gemme sig bag larmen og i stedet blotter sin sjæl. Nedbarberede numre som ‘Black Keyboard’ og ‘Master of the Bump’ er derfor skridt i den rigtige retning for et stadig lidt for stædigt band.