Magnetic Fields – momentvise lyspunkter

Boston-bandet Magnetic Fields var tydeligvis på hjemmebane i de teatralske omgivelser i Town Hall Theatre. Der blev joket veloplagt fra Claudia Gonson ved flygelet, men den altafgørende hovedperson Stephin Merrits oplagthed glimrede ved sit fravær ved en jævn koncert med momentvise lyspunkter.

Koncertens højdepunkt var utvivlsomt, da Merrit med sin utrænede bas dovent croonede sig vej gennem ‘Papa Was a Rodeo’. »We had the romance of a century«, synger Merrit næsten uden at artikulere, med en tone så dvask, at Merrit tilføjer nye dimensioner til sit i forvejen underspillede tekstunivers, som ligeledes udgjorde et af koncertens prisværdige momenter.

Merrit er altid underspillet, og newyorkerne elsker ham for det. Men her søndag aften pressede han citronen og så nærmest søvnig og umotiveret ud. Dog vågnede han op midtvejs i andet set og formåede at lægge salen ned med flere af sine knastørre indspark.

‘California Girls’ fra Magnetic Fields seneste album, ‘Distortion’, åbnede ballet og fik newyorkerne op af sæderne. »I hate California girls« lyder omkvædet. Som titlen på albummet angiver, er det spækket med distortede strenge fremfor electropop, som det tidligere Magnetic Fields, eller brugen af ukulele, mandolin og banjo, som især er kendt fra hovedværket ’69 Lovesongs’ (1999).

Magnetic Fields kan på grund af Merrits uhelbredelige ører ikke spille elektrisk. I stedet er bandet begrænset til et akustisk set up, som klæder de tidligere plader godt, men især ‘Distortion’-albummets åbningsnummer ‘Three-Way’ blev klodset fremført i forhold til den støjende original.