Tue West

På sin tredje plade træder Tue West i karakter og føjer nuancer til billedet af den ikke alt for komplicerede ungersvend, der synger en lille popsang om kærlighed med en naivitet og bittersødme, der gør sig så fint i radioen.

Wests vokale særegenhed er stadig et trumfkort, men på ‘Vi er nået hertil’ er det i lige så høj grad de stærke sangstrukturer og arrangementer, man lægger mærke til. Her er smagfulde strygere, muskuløse guitarer, dystre undertoner, naive udbrud og klokkeklare radioomkvæd, der ikke går af vejen for lidt leflen. Poppet rockmusik eller rocket popmusik? Det fænger i hvert fald.

Sange som ‘En kone husker alt’, ‘JVSO’ og ‘Jeg går i stå’ har så tindrende klare melodier, store følelser og episke kvaliteter, at West og band bevæger sig ind på Coldplay-territorium. På tekstsiden har Wests ikke eksempelvis Henrik Hall eller C.V. Jørgensens rutinerede sortsyn, elegance og kompleksitet. Men som fortæller er West ikke bange for det banale, og han indfanger i små brudstykker og ganske uden filter virkelighedens situationer og konflikter i et mundret sprog.

Bevares, nogle gange kan banaliteterne være lovligt påtrængende, og West kan synes lidt for ivrig efter at komme i gang med syng-med-omkvædet. Men som helhed kommer ‘Vi er nået hertil’ ganske enkelt godt rundt i temperaments-registret, og West fremstår både simpel, kompleks, medrivende og indfølt på en plade, der er bedre end god.