Cajun Dance Party
To album i år. Det er planen for det britiske femkløver Cajun Dance Party, der nu debuterer med det første af slagsen. Med sig i bagagen har gruppen ni letfordøjelige, men ganske velsmagende indierock-sange med hverdagspoesi á la Arctic Monkeys og en stram rytmesektion ikke ulig landsmændene i The Maccabees. Det lyder jo umiddelbart ganske interessant, og melodierne fejler såmænd heller intet.
Men produktionen på albummet er simpelthen så tør og kedelig, at det næsten suger alt liv ud af de sange, der har som dagsorden at sætte gang i kroppen – hvad end det er hofterne på dansegulvet eller bare fingeren på museknappen.
Og så er der forsanger Daniel Blumberg. Når man har en stærk trang til at udtale samtlige ord noget så tydeligt og i forvejen har en vokal, der tenderer det forcerede, så er det næppe den bedste kombination. Man må dog anerkende bandets relativt høje bundniveau. Ikke ét nummer er uden en vis portion charme og selvtillid, og selv en ballade som afslutningsnummeret ‘The Hill, the View & the Lights’ fremstår ganske oprigtig.
These New Puritans’ og Foals’ debutalbum har i år bevist, at britrock stadig kan byde på en stor portion nytænkning og uforudsigelighed. Cajun Dance Party når ikke dette niveau i første hug men potentialet er til stede, og album nummer to er lige om hjørnet. Så bedre held næste gang.