Kombinat 100
Tyskerne har i en lang årrække været eksponent for stilren techno, men Kombinat 100 lader sig ikke fastlåse af genrekonventioner, når de tager kølig og let techno under kærlig behandling. De taktfaste 4/4-rytmer tilsættes alt lige fra en vuggende melodica over congas til funky Hammond-orgel, hvilket er med til at gøre ‘Wege übers Land’ til et ganske interessant bekendtskab.
‘Woterfitz’ og ‘Del Maritim’ er to lækre størrelser, der med et dansabelt beat krydret med melodica og klokkespil tilføres et charmerende, eksotisk udtryk, hvor sidstnævnte især lokker og indfanger lytteren med en varm og forførende basgang.
De fire bandmedlemmer fra Rostock kombinerer det bløde med det mere kantede og tunge. Men det bliver hverken kedeligt eller ufarligt, ligesom de heller ikke forfalder til et tomt og hårdtpumpende udtryk. Derimod fornemmer man en vedkommende vellyd, der befinder sig et sted i grænselandet mellem blid techno, dub over pop til jazzet folk – med et ganske gennemført resultat til følge.
Titlen synes ganske rammende for pladens udtryk, da man som lytter føler sig taget med ud på ‘veje hen over landet’, hvor man undervejs bliver introduceret for fine kompositioner, der for hver gennemlytning gradvist vokser.