One-Eyed Mule

Heller ikke på deres andet album er der skyggen af smil at spore hos de danske country-noir-rockere i One-Eyed Mule. Det fem mand store orkester fra København sætter stadig hæder og ære i at lyde, som var de forfulgt af samtlige djævelske plager mellem den Mexikanske Golf og Mason-Dixon-linjen. Og bandet formår så sandelig at tage den meget lidt humørfyldte country-noir så seriøst, at selv Woven Hands David Eugene Edwards udladninger af skrækindjagende gudsfrygtighed kommer til at virke som lalleglad countrypop. Og han er ellers svær at overgå.

Problemet med One-Eyed Mules nye album er imidlertid det samme som med debuten – de virker på ingen måde troværdige. De er meget forhippede på at spille efter bogen, akord for akord, og spørgsmålet er, om det er den rette måde at gøre det på, når det eneste ‘rambling’ bandet eftersigende har prøvet, har været på de sikre europæiske landeveje. One-Eyed Mule, og især forsanger Rasmus Dall, ender mere eller mindre som parodier på en genre, der nu engang kræver, at fortolkeren har levet sine egne sange.

Til gengæld kan bandet spille og gør det med røven ud af bukserne. Det er One-Eyed Mules eneste store force, om end der er langt fra deres sammenbidte og furrede ørkenrock til den ekvilibrisme, der trods alt kunne få dem til at skille sig ud og fremstå som andet og mere end bare regelrette fortolkere.