Usher

Det kan være svært at finde den rigtige vej tilbage til toppen af hitlisterne, når ens seneste album var et af r’n’b-historiens mest succesrige album. Skal man forsætte i samme spor eller prøve noget helt nyt, der måske kan revolutionere musikverdenen? Det er et spørgsmål, som Usher højst sandsynligt har stillet sig selv, da han gik i gang med forberedelserne til sit femte studiealbum ‘Here I Stand’, og noget tyder på, at han ikke fundet det rigtige svar, for han har hverken valgt den ene eller anden retning.

Måske skyldes dette, at han, i de fire år som er gået, siden vi sidst hørte noget til ham, både er blevet gift og har fået sig en søn, og derfor har følt trang til at introducere en mere voksen og moden udgave af sig selv. Det er i hvert fald denne forandring i hans liv, som er den gennemgående inspiration i sangskrivningsprocessen, for stort set alle numrene er dedikeret til hans nyfundne kærlighed. Men selvom det lyder romantisk, og der er kommet en lang række personlige tekster ud af det, så har det bare lang større relevans og nerve for ham selv end for lytteren.

Yderligere har denne forandring betydet, at lydbilledet er blevet langsomt og fyldt med corny effekter, hvilket ikke klæder ham, for det bliver simpelthen alt for blødsødent. Og selvom Usher tidligere har bevist, at han godt kan mestre ballader, så er det uden tvivl hans dansevenlige numre, der har gjort ham til et ikon indenfor r’n’b-genren. Derfor må det siges at være et yderst uklogt træk at fylde et album med langsomme kærlighedserklæringer, og især når de enkelte numre med hitpotentiale er gabende kedelige og uoriginale. Det er derfor en gåde, hvorfor han ikke har valgt at satse på det håndværk, som har bragt ham så langt, for hvis man skal forny sig, så skal man gå hele vejen.