Veto

Det kan være et dovent kneb som anmelder at spille ‘den svære toer’-kortet, men i Vetos tilfælde giver det for alvor mening. For efter den langsomme succes med debuten ‘There’s a Beat in All Machines’, har Veto spillet sig op til at være seriøse kandidater til det næste store navn i dansk musik. Hvis album nummer to kan fortsætte, hvor de slap, selvfølgelig.

Det kan det. Eller rettere det kan meget mere. For Veto har formået at gøre det, der er så forbandet svært – at forny sig uden at tabe forbindelsen til debuten. Frontmand Troels Abrahamsen forsøger ikke at skjule, at han nærmest ikke laver andet end at nørde med elektronisk musik for tiden, når hans maskinpark indtager en mere markant rolle i lydbilledet, og David Krogh Andersens guitarriffs nu nærmest kun er et krydderi i blandingen. Det hele er blevet endnu strammere, endnu mere præcist, så ikke en tone virker overflødig – en tankegang de også har lånt fra de elektroniske genrer.

Alligevel er lyden stadig funderet i rocken, ikke mindst på grund af Mads Hasagers stramt spillede trommer og Abrahamsens nærværende og halvdesperate vokal, som på ‘Shake’ for eksempel giver en lyst til at styrte ud i natten. Så mest af alt beviser Veto deres eminente evne til at blande de to verdener, noget de gør med mere originalitet i sangstrukturerne end sidst. Det er mere konsekvent og ikke længere bare rock med synth, men i stedet mere deres eget lydbillede.

Veto søger også mere mod yderpolerne, når ‘Built to Fail’ synth-støjer som fransk electro og ‘You Can’t Afford It’ serverer trommetæsk og rockenergi. I midten er så blandt andet pletskuddene ‘Spit It Out’ og afslutningsnummeret ‘Duck, Hush and Be Still’, der er cool mediterende som Hot Chip.

Så jeg samler bare mit kort op og overlader scenen til Veto – det næste store navn i dansk musik.