Klondyke

Hvis man trykker hverdagen på maven, så bøvser Mikael Kristensen. Han må være en af danmarksmestrene i disse små, poetiske sangbøvser, som kommer helt nede fra maven, og som lugter af køkkenvask og kærlighed og får folk til at trække på smilebåndet. På det nye album har han lavet ti fine af slagsen.

Allerede på Klondykes tre første album beviste Mikael Kristensen sin evne til at trevle hverdagen op og flette dens finurligheder sammen til små sange. »Jorden den drejer/ jeg giver en bajer/ og der er ikke rigtig sket noget nyt«, synger frontmanden i en af de nye sange. I de andre synger han blandt andet om et trendy cafeteria, den døde farmors kjole og smukke, vidunderlige kællinger. Banalt? Måske, men hvis man prikker lidt til den indre romantiker og bladrer lidt i betydningslagene, ja, så vokser de små ting og hverdagspoesien sig store. Hans spidsfindigheder rammer ikke altid ligeså rent som for eksempel Vildnis, men ofte er det faktisk ret smukt.

Mikael Kristensen har komponeret alle pladens ti numre og spiller selv de fleste instrumenter. Den lave bemanding til trods er Klondykes udgave af folkemusik, visetraditionen og fordansket country varieret – instrumenteringen spænder fra akustisk guitar, over banjo, strygere og vibrafon til jødeharpe – og akkompagnerer det nære tekstunivers glimrende. Men Thomas Blachmans produktion glatter sangenes nerve ud, lægger dem som friserede tråde og efterlader et lydbillede uden den samme nærhed som teksterne. Og så lugter de små poetiske bøvser pludselig ikke kun af køkkenvask og kærlighed, men også en smule parfumeret.