Le Fiasko – sangskrivning som rækker ud efter mere

På scenen var der tre ting, der sprang i øjnene denne mandag eftermiddag, hvor Le Fiasko spillede på Pavilion Junior: Musikernes musikalske overlegenhed, venlige ydmyghed og blomsterne på mikrofonstativerne. I musikken var det især bandets udprægede sans for alternativ sangskrivning, man hæftede sig ved. De otte musikere formår bedre end de fleste at tænke ud af boksen uden at glemme at tænke på melodien og lytteren.

De første tre numre vendte bandet opmærksomheden indad og blikket nedad i shoegazende numre, som satte min tålmodighed på prøve. Langsomt åbnede bandet sig dog op, lod små, fine og dissonante guitarfigurer vokse ud af tågen, og beviste langsomt den særlige evne til at plante en melodi midt i et utilgængeligt vildnis af freejazz, saxofon galore, støj og postrock for til sidst at nå (ret høje) højdepunkter med numre som ‘Lydia’ og ‘Canapes on Cocktailsticks’.

Lige der rakte bandet ud efter fem stjerner, nåede dem næsten, men snublede, druknede melodierne og de poppede elementer i løse, dronende passager af hypnotiserende og psykedelisk indierock, postrock og freejazz. De formåede ikke helt at vække sangenes kvaliteter til live og leve op til de forventninger, som uundgåeligt vokser i lytteren, der hører bandets poppede, melodiske og avantgarde postrock på hjemmestereoen.