Bullet for My Valentine – en positiv overraskelse

»This ain’t fucking Backstreet Boys, my friends«, sagde forsangeren Matthew Tuck og opfordrede publikum til at crowdsurfe. Tøvende hoppede et par af moshpittens kække drenge op på ryggen af hinanden, mens vi andre blev stående tilbage. Vi forstod såmænd godt budskabet. At bandet på scenen ikke var Backstreet Boys. At det var meget farligere. At vi skulle være vildere. Men selv om koncerten var god og en af dagens positive overraskelser – professionel, teknisk veludført og medrivende – så blev bandet på scenen aldrig rigtig farligt.

Bullet for My Valentine åbnede med titelsangen fra det seneste album, ‘Scream Aim Fire’. Med præcision som et tysk maskingevær sendte trommeslageren dødbringende fills (sådan lød de faktisk) ud under teltdugen. Forsangeren opfordrede publikum til at smide deres »fuckin’ fingers in the air« og bruge »the fuckin’ moshpit«. Publikummerne parerede ordre. De smed djævlehåndtegn, moshede, crowdsurfede. Og svedte. I mens satte guitaristen Michael Padget sin venstre sko op på monitoren, skød hagen frem og skulede ud over publikum, mens han lirede en heavysolo af. Professionelt, tungt, teknisk imponerende. Og medrivende.

Men det blev desværre aldrig farligt. Bandet pakkede – som det for øvrigt også gør på plade – metallen ind i en pæn og lidt for emotionel vokal og ømme tekster, som kun blødte teaterblod: »What’s happening to me / I’m dying from the inside«.

Det var ikke fuckin’ Backstreet Boys. Det var en positivt overraskelse, men det var fuckin’ hell heller ikke Metallica.