Leonard Cohen – guddommeligt smukt

På en lørdag aften ud over det sædvanlige havde tilfældet maget det således, at to af vor tids største musikalske mestre, begge fra Canada, spillede på dansk grund akkurat samtidig. Mens Neil Young endnu en gang indtog Roskilde, havde hovedstaden og Rosenborg Eksercerplads æren af 73-årige Leonard Cohens første koncert på dansk grund i 15 år.

Rygterne var løbet i forvejen. Cohens 2008-tour er en fantastisk oplevelse, har det lydt fra verdenspressen i tiden op til den gamle gentlemans ankomst i Danmark. Måske var det disse overvældende anmeldelser, der i 11. time solgte størstedelen af de resterende og meget dyre billetter, der i ugerne op til stadig var tilgængelige. I hvert fald var den smukke plads og det usædvanlige koncertsted pakket med forventningsfulde tilskuere i alle aldre, ikke mindst i Cohens generation, på denne smukke sommeraften.

Var sommeraftenen smuk, er det for intet at regne mod den oplevelse, den sympatiske, veloplagte og meget talende sanger med den uforlignelige baryton gav sit publikum over tre magiske og mindeværdige timer. Hvert eneste sekund, fra åbneren ‘Dance Me to the End of Love’ over den dybt rørende ‘Hey, That’s No Way To Say Goodbye’ til den passende afslutter ‘Closing Time’, var fyldt med så stor intensitet, nerve og kærlighed, at kun den koldeste skiderik kan have undgået den berømte klump i halsen og tåre i øjenkrogen en gang eller tre undervejs.

Med sig havde Cohen sit faste følge af seks musikere og tre korpiger, der alle udgør en stor og uundværlig del af hans musikalske univers, og alle bidrog med så stor ynde og detaljerigdom, at man simpelthen blev glad og taknemmelig og følte sig åndeligt beriget i sjælden grad. Det var mageløst, det var fantastisk. Cohen takkede sit publikum dybt og hjerteligt, men det er altså os, der takker.