Jay Reatard

Da Jay Reatard spillede med sit gamle band The Reatards på den lille trendy bar Sway i Århus, formåede han at smadre samtlige glas, og publikum flygtede nærmest for livet. Det var før de begejstrede anmeldelser på Pitchfork, før vinylsingler der blev udsolgt længe før udgivelsesdatoen. At samle denne flok efterhånden uopdrivelige singler er en sand heltegerning.

Det ene guldkorn afløser det andet. To minutter er gennemsnitslængden, men mere behøves ikke for at blæse lytteren væk. ‘Another Person’, ‘I Know a Place’, ‘In the Dark’, ‘Hammer I Miss You’, ‘It’s So Useless’ – og listen kunne gudhjælpemig fortsætte med kommende klassikere, som man ikke ville kunne leve uden. Tænk Undertones, Ramones, Buzzcocks og Wipers. Det er faktisk så godt, det her er! Det vil ikke være menneskeligt, hvis Jay Reatard kunne holde dette niveau, men med disse sange har han allerede skrevet sig ind i rockhistorien på en måde, som det næste fesne, såkaldte garage- eller punk-band, de store pladeselskaber desperat vil trygle dig om at købe, aldrig vil kunne.

For disse sange eksisterer som al fantastisk rockmusik i øjeblikket. Det gør dem uopslidelige. Og så er det ingen grund til at prøve på at spille cool. Reatard ved godt han er cool, men det er han flintrende ligeglad med.

Læs interview med Jay Reatard i Soundvenue #24, der er på gaden nu.