Calexico – americanaens go-to guys

Calexico har altid været et nicheband. Helt tilbage til den tid, hvor Joey Burns og John Convertino først og fremmest tjente til dagen og vejen som den noget anonyme to-tredjedel af Howe Gelbs genredefinerende country-noir orkester Giant Sand, vidste man, at Joey og John var the go-to guys, hvis du ville have en rytmesektion med forbindelserne i orden på begge sider af den mexikanske grænse.

I dag har Calexico vokset sig så store, at selv forholdet til Howe Gelb er gået i stykker. Undervejs fik Joey og John ambitioner om noget, der var større end både Giant Sand den soltørrede tex-mex, og i et næsten fyldt Store Vega var det tydeligt, at det elllers så udskældte forrige album, ‘Garden Ruin’, ikke var en tilfældighed.

Calexico vil være et rockorkester, et band der vil andet end tex-mexen, ørkenrock og musikalsk mariachi-ekvilibrisme. Og selvom de fleste af os – at dømme efter bifaldende – var kommet for at høre sidstnævnte, blev det en aften i rockens tegn.

Og det kan man så mene om, hvad man vil. Rent musikalsk kan Calexico mest, når de lader trompeterne trutte og pigerne huje. Så er de verdens bedste orkester. Når de vil larme, bliver de derimod uinteressante.

Men for et orkester, der i rasende fart meget vel kan være på vej ud på særdeles dybt vand, efterlod de sig i den grad et kogende spillested.