Gregory and the Hawk

Bag det noget misvisende navn Gregory and the Hawk gemmer sig den amerikanske singer/songwriter Meredith Godreau. Hun har efter sigende solgt intet mindre end 15.000 eksemplarer af sine tidlige selvfinansierede udgivelser. På egen hånd vel at mærke. Set i det lys giver det vel egentlig meget god mening, at britiske Fat Cat Records nu har slået kløerne i hende og valgt at udgive newyorkerens officielle debutalbum.

Musikalsk befinder vi os i et nedbarberet og intimt folkunivers. Ikke så meget hokuspokus. Bare en akustisk guitar og lidt adspredt akkompagnement fra trommer, bas og strygere. Den slags musik kræver bare én af tre ting hos sangeren for at fungere: Enten en stemme man virkelig spidser ører over, stærke melodier eller nogle tekster, som masserer hjertemuskulaturen eller sætter skub i de små grå. Meredith Godreau leverer desværre alt for sjældent nogle af disse ting. Ganske vist fungerer sange som ‘Grey Weather’ og ‘Voice Like a Bell’ udmærket, men alt for ofte cykler hendes glatpolerede lillepige-vokal rundt i en omgang dagdrømmende naturflæberi, som ikke rigtig rykker ved noget. Paradoksalt nok fungerer albummet bedst i de momenter, hvor hendes medsammensvorne musikanter får lov til at ridse lidt i de musikalske glansbilleder.

Gregory and the Hawk har tydeligvis sigtet efter at lave et af den slags efterårsalbum, der efterlader lytteren i det tænksomt melankolske hjørne. Og de er da også tæt på at ramme målet med en lille håndfuld gode sange midtvejs. Men ultimativt redder disse sange dog ikke albummet fra at fremstå som en noget blodfattig affære. Måske en ep ville have været bedre? 15.000 mennesker kan sommetider godt tage fejl.