Oasis

Cigaretter, whisky og nøgne piger. Og så selvfølgelig lige den ene landeplage efter den anden. Oasis var i deres storhedstid rock’n’roll-myten i levende live. Men det var dengang. De lever ikke længere det vilde liv, og i et årti har deres album stort set bare været en plage.

De gavflabede Gallagher-brødre har altid haft arrogance og attitude, men det er efterhånden nogle år siden, at de havde noget at have det i. Med uprætentiøse sange med universel appel var Oasis i midten af 90’erne den engelske rockscenes redning, men siden er oasen tørret mere og mere ud. De er stadig inspireret af The Beatles, men deres 7. album er forholdsvis uinspirerende at lægge øre til.

Der er ikke dømt komplet katastrofekurs, dertil kører bandet en alt for (selv)sikker stil takket være en tør og tilbageskuende produktion med lidt mellotron og melodika. Indimellem smider de sangskabelonen i skraldespanden og forsøger sig med gennemgående grooves og småpsykedeliske sekvenser, men det løber ud i sandet i stedet for at løbe med guldet. ‘Bag It Up’ og ‘The Shock of the Lightning’ rocker råt og godt, mens ‘I’m Outta Time’, det bedste af lillebror Liams tre sangbidrag, er en vuggevise, som alle John Lennon-fans vil sove sødt til. Men generelt er de nye numre magelige og middelmådige.

I 1994 ville de være rockstjerner for enhver pris. Og de blev det. Det var nemlig det eneste, de kunne. Man kunne se gløden i deres øjne og høre det i hver eneste af Noels suveræne guitargange og i hver eneste strofe af Liams suveræne sang. Det resulterede i flere fantastiske rocksange, der i dag har evergreen-status. Men i 2008 er gløden borte og højdepunkterne blot habile.

De kom fra en plads bagerst i køen på bistandskontoret til en plads forrest i rockens superliga. ‘Dig Out Your Soul’ lyder bare som endnu en dag på kontoret for Oasis.