Southern Gothic Tales
Bag det lidt misvisende, goth-klingende navn Southern Gothic Tales gemmer sig Anders Hvelplund Riis, der er noget så paradoksalt som en midtjysk sømand, hvis man altså skal tro såvel cover som de talrige anekdoter, der udfoldes på debutalbummet ‘In Every Seaport Town’. Indpakningen er klassisk Neil Young-inspireret countryrock, der enkelte steder spædes op med Beck’ske bluesriffs og samplede beats.
Bandet bevæger sig sikkert inden for genren og rammer de amerikanske forbilleder ret præcist, og på western-inspirerede numre som ‘Burned Out Elvis’ kan man næsten mærke imaginære cowboys stimle sammen omkring en til en gang linedance i det støvede sand. På de mere afdæmpede numre medvirker blandt andre Lise Westzynthius og den tidligere Wynona-sangerinde Camilla Munck, som begge er med til føje afveksling til et ellers lidt endimensionelt lydbillede.
»I don’t wanna sing in the choir, ’cause this small town choir never liked my voice«, synger Riis på åbningsnummeret. Alligevel lades man tilbage med indtrykket af en kunstner, der ikke helt har fundet sin egen stemme, og frugten er et album, der hverken indeholder dårlige eller fantastiske numre. Man kan derfor håbe på, at den selverklærede sailor i højere grad tør smide inspirationen fra de amerikanske idoler over bord i fremtiden.