Afenginn

I en smeltedigel med ingredienser fra østeuropæisk folkemusik, vestlige rocktoner, klassiske messing- og træblæsere, stryger og et utal af andre inspirationskilder har danske Afenginn lavet den musikalske støbning, de selv kalder bastard-etno. Læg dertil et mandskor og lyrik med latinske gloser, oldnordisk og decideret volapyk og det giver orkesterets tredje værk ‘Reptilica Polaris’ en temmelig berusende og uhåndterlig størrelse.

‘Reptilicus Polaris’ er netop et værk og ikke ‘bare’ et album, for alle numrene hænger sammen uden én eneste pause i løbet af pladens knap 56 minutters spilletid. Det er i sig selv imponerende, og ‘Reptilica Polaris’ må nødvendigvis høres i et stræk, for at udviklingen i musikken skal give mening, men heri ligger også en svaghed. Det er simpelthen svært at holde koncentrationen gennem hele den lille time, albummet varer. Det evigt varierende musikalske udtryk, der hvirvler rundt som en rutsjebane i en centrifuge, resulterer i et musikalsk overload, der efterlader lytteren helt tummelumsk.

De pokkers dygtige musikere i Afenginn – der blandt andet tæller den efterspurgte studiemusiker Aske Jacoby – har begået et imponerende og flot udført eksperiment, men desværre er det endelige resultat en lettere forvirrende og uhåndgribelig størrelse.