Alexis Taylor

Hvor Hot Chip kan være kakofoniske og næsten demonstrativt feststemte, er Alexis Taylor, en af de to absolutte hovedmænd i den britiske indie-dansegruppe, på egen hånd ikke nær så inciterende rastløs. Taylor er idérig uden at blære sig. Han kombinerer på umærkelig, organisk vis electro, nedbarberet singer/songwriting og fabulerende lydcollager med et harmonisk feel, der trækker tråde til giganter som The Beatles, Marc Bolan og Nick Drake.

Nogle gange kan overdrivelse og total mangel på mådehold være befriende, men Taylor hælder på sit soloalbum mere til den anden grøft. Ikke at hans sange er totalt afpillede skeletter, der knirker i vinden. Men de hviler i sig selv, eksperimenterer mildt og stoler på den indbyggede varme og enkelthed tilsat fine detaljer.

‘Plastic Man’ og ‘I Thought This Was Ours’ med sine dybe, glødende klange er hymner, man lytter andægtigt til med hænderne foldet i skødet frem for at trippe på utålmodige dansefødder. ‘I’m Not a Robber’ er fritsvævende og funky, mens ‘Collector’s Item’, som Lennon/McCartney og Marc Bolan kunne stå kollektivt fadder til, er som taget fra slut-60’ernes favn.

De stærke numre er mange, men albummet ebber lidt ud mod slutningen, hvor Taylor tillader sig at skrue op for mere obskure og fragmenterede elementer. Bevares, det kan være på sin plads, men Taylor fremstår mest vedkommende, når han forlader sig på sin næsten delikate sans for enkle melodier og harmonier.