J-Spliff

Vi har ventet på J-Spliffs første fuldlængde i mere end tre år. Eksil-fynboen markerede sig allerede med minialbummet ‘Home Sick’ som en af landets bedre rappere på engelsk, og han rykkede op i superligaen med sine overbevisende rimerier på forårets stort anlagte Majors-plade.

Sådan et (super)gruppe-projekt burde være god reklame og en optimal affyringsrampe for en soloudgivelse, men i J-Spliffs tilfælde har han gjort sig selv en bjørnetjeneste. Arbejdet med Majors betød nemlig, at han udskød den sidste finpudsning af soloskiven, som han angiveligt har arbejdet med i fire år.

‘ThreeSixty’ er ikke noget dårligt album. Det er tværtimod ganske gennemført. Men problemet er, at J-Spliff simpelthen lød bedre på Majors-albummet. Mere veloplagt. Mere velformuleret. Mere skarp – på alle leder og kanter. Og så kan det altså høres, når størstedelen af numrene (formoder jeg) blev til inden føromtalte projekt, hvor J-Spliff udviklede sig kolossalt.

Der er lignende fine tendenser på besjælede og personlige numre som ‘Hard to Face’, ‘Speak Mines’ og ‘Moonshine’. Men for ofte mangler den ellers så stilsikre attituderap lige den sidste skarpsindige, spydige eller sprudlende punchline. Det er pokkers ærgerligt, når man én gang har hørt ham spytte de rim, og derfor er forskellen på, om albummet er middelmådigt eller godt – indrømmet – et halvt år og et Majors-projekt.