Little Man Tate

Forsanger i Little Man Tate Jon Windle har tidligere forsøgt sig med en karriere på grønsværen. Men når fodbolddrømmene brister, må de unge, britiske lads i stedet gribe den seksstrengede og spille sig ud af arbejderklassen – og det gør de sådan set udmærket. Men ved gennemlytning af ‘Nothing Worth Having Comes Easy’ melder spørgsmålet sig: Hvad skal vi med Little Man Tate, når vi både har Arctic Monkeys og The Libertines?

En tung, britisk accent og en halvsnøvlet og slacket vokal, som selv Pete Doherty ikke kunne have hostet sig til på finere vis, er en af bandets forcer. Ligesom teksternes forudsigelige, men optimistiske fortællinger fra arbejderklassen placerer os troværdigt i hjertet af en trøstesløs forstad til stålbyen Sheffield. Men på trods af holdbare melodier og flotte arrangementer er det som om, skiven forbliver en stiløvelse i britisk lad-mig-slippe-for-fabriksarbejde-indierock.

Kvartetten fra den nordengelske industriby spiller ellers røven ud af deres skinnyjeans på de to første skæringer ‘Money Track’ og ‘What Your Boyfriend Said’, der tilsammen udgør en hæsblæsende og overbevisende åbning af et album, der imidlertid taber pusten – især fordi man savner variation i numrene. Men det afgørende problem i dommen over det nordengelske orkester er umiskendeligt, at den forsøger at konkurrere med Arctic Monkeys og The Libertines’ grove, upolerede rocklyd, men skiven er bare ikke skåret frækt nok til for alvor at tage kampen op.