Britney Spears

Det kan godt være, at privatpersonen Britney Spears har svært ved at tøjle tilværelsen som megastjerne. Men rent kunstnerisk er hun for alvor ved at træde i karakter med privatlivets prøvelser som brændstoffet, der driver karrieren ud i overhalingsbanen. Sidste års ‘Blackout’ var en musikalsk mavepumper, der dygtigt spillede på det medieskabte billede af den 26-årige sangerinde som et uligevægtigt jetset-vrag. Og med sin seneste albumtilføjelse ‘Circus’ bygger hun videre på det billede med sylespids selviscenesættelse.

Hvis Spears i starten af karrieren vimsede rundt i et lillepige-univers, der var som taget ud af Barbie Bladet, så minder det musikalske univers på ‘Circus’ mere om den dystert dekadente fremtidsfabel ’Sin City’. Og hopper man om bord på albummet, får man en hæsblæsende frontberetning fra popkulturens overdrev, hvor fristelserne lurer om hvert hjørne i form af cigaretter, sjusser og villige kroppe – mens blitzende fotografer står på spring for at knipse forsidefotos.

Det store plus i ligningen er den måde, værk og privatperson flyder sammen, så man uundgåeligt tolker sangene som uddrag fra Spears dagbogsoptegnelser. Og grunden til, at denne illusion opretholdes, er de velsmurte produktioner, der sørger for, at de tegneserie-agtige fortællinger glider ned ligeså gnidningsfrit som Bacardi Breezers.

Den pumpende førstesingle ‘Womanizer’, det velsmurte titelnummer og ikke mindst den overdådigt orkestrerede, linseliderlige ‘Kill the Lights’ banker termometeret op på kogepunktet, mens ‘Unusual You’ og den tømmermandsramte ‘Blur’ leverer varen i sofistikeret mellemtempo.

Så uanset om Britney Spears i virkeligheden er en fucked op femme fatale, så skal man være noget af en hellig og kropsfornægtende puritaner for ikke at få en god dosis momental nydelse ud af ‘Circus’.