Peter Broderick

Det starter med et messende katedralsk kor, så man næppe kan lukke de sværmeriske øjenlåg uden at få kilometerlange billedstrimler af altertavler, salmebøger og orgelpiber på nethinden. Har man på noget tidspunkt følt sig tynget af profane fristelser som karrysild, klejner og konfekt i løbet af denne december-måned, er man øjeblikkelig hensat i en anderledes vægtløs tilstand i selskab med Peter Brodericks svævende album ‘Home’.

Broderick, som oprindeligt stammer fra Portland, har netop skiftet hjemmeadressen i Oregon ud med København for at blive en multi-instrumental del af ensemblet Efterklang, hvis atmosfæriske vingefang da også er en tydelig fællesnævner. Ellers er det især meditative neofolk artister som Bon Iver, Sufjan Stevens og svenske Ass, som spøger i kulissen.

Den toneangivende forskel på Broderick og syndfloden af andre gennemsnitlige sangskrivere er, at han ikke blot er en grådkvalt og sentimental sangskriver i konventionel forstand, men en fortryllende komponist som dramatisk sætter sine sange i scene. Det kan man blandt andet opleve på numrene ‘Sickness, Bury’ og ‘Maps’, som begge indledes med fortrolig minimalistisk akustik, men som undervejs afløses af et veritabelt vulkanudbrud af forvrængede guitarer, bækkenslag og polyfoniske kor, som straks sender lytteren i kredsløb i stratosfæren.

Det er monumentalt og magnetisk at lytte til Brodericks spirituelle kompositioner, som måske ikke har nogen skelsættende nyhedsværdi, men som ikke desto mindre folder sig virtuost og majestætisk ud.