Thunderbear

Nogle gange sidder man med et album mellem hænder og ører, der, fra de første toner kravler ind i øregangene, lyder så stilfærdigt smukt, så afdæmpet atmosfærisk og samtidig med en snert at kølig tilbageholdenhed. Som en dragende dans, der både lokker og forfører men samtidigt også giver fornemmelsen af, at der stikker noget andet, noget mørkere under. Eller noget i den stil. For lad det være sagt med det samme: Thorbjørn Krogshede, der først havde sin gang Under Byen og sidste år tog springet fuldt ud som solobjørn, er en allerhelvedes dygtigt komponist og musiker.

 

‘Solus Ipse’ er primært et klaveralbum. Krydret med lidt klokkespil ind imellem. Debutens bulder og brag begrænser sig her til en smule støjende guitar på den aggressive ‘Kød’. Til tider kunne man næsten mistænke filmkomponisten Yann Tiersen, manden bag blandt andet ‘Amélie’- og ‘Good Bye! Lenin’-temaerne, for at have siddet bag flyglet i musikhuset Århus’ symfoniske sal, hvor albummet er indspillet. Især ‘Frydefulde angest’ og ‘Kom!’ kunne let lyde som noget af franskmandens hånd.

Hvem fanden der så gider lytte til tre kvarters impressionistiske klaverkompositioner? Jeg ved det ikke, men man bør om ikke andet give sig selv chancen. For her bliver måske ikke givet ved dørene, men til gengæld bliver der givet så meget andet, hvis man blot tager sig tid til at lytte og lukke sig ind i det behagelige og udfordrende univers, tordenbjørnen her åbner op for.