Marianne Faithfull

Marianne Faithfull har altid sunget andres sange. Siden hun fra begyndelsen af 70’erne druknede sin yndige lillepigevokal i sprut og smøger har hun været i besiddelse af en stemme, der er nærmest smerteligt erfaringsmættet og derfor himmelsk bevægende at lægge øre til. Men nogen stor sangskriver har hun nu aldrig været. Af samme grund er det ingen overraskelse, at hendes nyeste udgivelse ‘Easy Come Easy Go’ udelukkende består af covernumre.

Desværre er Faithfulls dejligt slidte stemmebånd ikke nok til at redde ‘Easy Come Easy Go’ fra at være en overraskende uinspireret affære. Coverversioner af The Decemberists, Neko Case og Dolly Parton er på papiret lækkerbiskner for enhver musikelsker, men man skuffes i det øjeblik Faithfulls lidt blodfattige fortolkninger finder vej ud af højtaleren. Om Faithfull og producer Hal Wilner forsøger sig med nedbarberet blues i Partons ‘Down From Dover’, blåtonet jazz i Duke Ellingtons ‘Solitude’ eller semi-akustisk indierock i The Decemberists’ ‘The Crane Wife 3’ gør sådan set ingen forskel. Resultatet mangler i alle tilfælde den gnist, intensitet og nødvendighed, der tidligere har gjort mange af Faithfulls udgivelser så tiltrækkende.

At Faithfulls vokal samtidig er indhyllet i Wilners kunstlede og lidt for pæne musikalske omgivelser gør, at den nu 62-årige eks-narkoman ikke længere lyder som en kvinde med fortidens dæmoner på slæb og et evigt blødende hjerte, men i stedet som den tilpassede bedstemor hun også er. Godt for børnebørnene, ærgerligt for os.