Med deres tredje album, ‘Intimacy’, bejler engelske Bloc Party gevaldigt til dansegulvet. Inspirationen er hentet i klubmusikken og overdrevne popproduktioner. Bloc Party er gået klub. Niks, det har vi altid været, hævder Kele Okereke. Læs interview med Bloc Party-frontmanden her.
Bloc Party har med ‘Intimacy’ begået et album, der tager London-kvartettens forkærlighed for svingomsværtede takter og toner endnu længere væk fra rockscenen og endnu længere ud på dansegulvet. Jovist er der stadig ansatser til de eftertænksomme og rockede stunder, som altid har været andre af Bloc Partys kendetegn, men først og fremmest har de dansable dyder fået plads. Kele Okereke, Bloc Partys forsanger og guitarist, erklærer sig slet ikke uenig:
»Jamen vi har altid elsket klubmusik. Det er bare første gang, vi har turdet tage musikken så langt ud, at man kan kalde det for decideret klubmusik. Men det synes jeg faktisk, flere af de nye sange er blevet i en eller anden form«, bedyrer han.
De danske breddegrader er ikke ukendte for Bloc Party. Udover efterhånden at have spillet en håndfuld koncerter her var det i Thomas Troelsens Delta Lab-studie, London-kvartetten forevigede debutalbummet, ‘Silent Alarm’ fra 2005, som katapulterede Kele, Gordon, Russell og Matt op i den nye britiske indierocks superliga – ja, lige ved siden af Franz Ferdinand og Kaiser Chiefs. Siden tog kvartetten tempoet ud af den fodrappe indierock og vendte blikket indad på den mørke, men intense opfølger, ‘A Weekend in the City’, der også sendte de første flirtende blikke til klubmusikken og den nøje producerede dansable rytmebund, bandet nu har kastet sig mere konsekvent over. Men så stopper nyhedsværdien over Bloc Partys røvrystende tilbøjeligheder altså også, fastslår Kele, og tager en mere alvorlige mine på i telefonrøret:
»Jeg vil gerne slå en ting fast: Da Russell (Bloc Party-guitarist, red.) og jeg dannede Bloc Party, var det først og fremmest fordi, vi gerne ville lave kluborienteret musik spillet på rigtige instrumenter. Den dansable del af musikken har altid haft førsteprioritet for os. ‘Silent Alarm’ og ‘A Weekend in the City’ var nok mere rockede i traditionel forstand, men mange af numrene er inspirerede af vores fascination af klub- og elektronisk musik«, understreger Kele. »Rocken er med til at give det hele kant«.
Fascination for dunkende rytmer
Frontmanden med den karakteristiske, og til tider noget stammende, Liverpool-accent taler længe og lidenskabeligt om Bloc Partys musikalske landvindinger i en mere kluborienteret retning, og går man lidt bag om hans gøren og laden i fritiden, er det måske heller ikke så overraskende. Når bandet ikke tager for meget af hans tid, er Kele nemlig en ivrig dj i klubmiljøet i London. Også her stikker fascinationen for klubmusikken dybt.
»Det taler på en måde til urmennesket at stå på et dansegulv og give sig hen til de dunkende rytmer. Man mister lidt tidsfornemmelsen, og folk går ikke så meget op i, hvordan de ser ud. Den der fornemmelse af ekstase kan jeg bare enormt godt lide at kunne sætte i gang hos folk. Og så findes der fantastisk meget god musik derude, som jeg gerne vil spille for folk«, fremhæver Kele, der nu som regel undlader at vende plader med sit eget band under nålen.
»Det ville vist ikke rigtig være passende, ville det?«
Hvad så med jeres næste album: Går I ‘all in’ på klubmusikken? Skal vi til at se Bloc Party bag fire bærbare?
»Nej, det tror jeg nu aldrig, du kommer til at se. Faktisk tror jeg, ‘Intimacy’ bliver det mest elektroniske og klub-orienterede, du kommer til at høre fra Bloc Party lige foreløbig. Jeg vil gerne tilbage til et mere organisk og rocket udtryk med lidt flere melodier. Det er jeg begyndt at savne«, erkender Kele.