Hauschka

Tyske Volker Bertelmann er klaverbokser men ikke af samme slags som Elton John eller Tori Amos, som bruger de sort-hvide tangenter til at understøtte dybfølte ballader. Under aliasset Hauschka angriber han instrumentets hellige dele, udstyret med blandt andet gaffatape, klemmer og gummistykker. Strengene spændes og strækkes i en sådan grad, at det til sidst lyder som alt andet end et klaver. Til tider en spændende og vellykket idé, men denne gang gabende kedeligt.

Bertelmann vil gerne være et nyt skud på avantgardismens stamme, og der er da også et lydmæssigt slægtskab med blandt andre Steve Reich og John Cage. Forbilleder som han dog end ikke når til klaverbænken på albummet. Tidligere er han sluppet betydeligt bedre fra sine pianoeksperimenter, som på ‘Room to Expand’, men her er det alt for tydeligt, at materialet er overskydende optagelser fra hans forrige album ‘Ferndorf’.

Nummer efter nummer flyder det fra højtalerne med enslydende skalaer uden et egentligt mål, noget ikke engang de medspillende strygere kan ændre på. De få gange lydgrøden bliver bare en smule interessant, er, når klaveret skaber en let rytmik, der giver mindelser om krautrock fra 70’erne. Men det er slet ikke nok til at redde denne musikalske sovepille, og der er øjeblikke, hvor man tager sig selv i næsten at savne Elton Johns stemme til at bryde monotonien. Sørgeligt, men sandt.