Starsailor

Det kan godt være, at Keane, Travis og Coldplay løber med de største overskrifter, men i slipstrømmen af disse følelsesudøsende mastodonter har Starsailor over tre album fundet deres egen lukrative niche. Pladsen er erobret med ligefremt iørefaldende poprock med den moderne mands hang til at hænge følelserne til skue udenpå trøjen.

Den grundformel følges til punkt og prikke på briternes fjerde studiealbum ‘All the Plans’, der ikke kan anklages for på nogen måde at udfordre sin lytter. Til gengæld tilbyder det en gedigen, genkendelig og gennemprøvet lytteoplevelse, som mange uden tvivl vil kunne nyde uden de store problemer.

For rent melodisk er Starsailor fortsat leverandør af skridsikre og momentvis medrivende sange med umiddelbar appel og sans for brusende omkvæd. Som på titelnummeret der med sin velafrundede melodi og fint forløste refræn nok skal få de tændte mobiler op i strakt arm, når den skal luftes på fremtidige turneer. Eller uptempo-sagen ‘That Thames’ der ikke gør det sværere, end det er.

Spørgsmålet er så bare, om det er nok at fastholde den nænsomt udhulede siddeplads i popsofaen. I disse ører satser Starsailor for lidt. For det noget endimensionelle fokus på klassisk sangskrivning får i lidt for mange tilfælde bandet til at fremstå som vandkæmmede flinkeskole-elever, der nænsomt memorerer læseplanen for at vinde censors gunst. Men topkarakter får man som bekendt kun ved at gå udover pensum.