Graham Coxon

For tiden jubler især den britiske musikbranche over gendannelsen af Blur, der henover sommeren giver en god håndfuld koncerter i hjemlandet. Hvad knap så mange har opdaget er, at gruppens guitarist Graham Coxon i ly af mediestormen har sluppet et nyt soloalbum.

Som kendere af den hornbrille-bærende englænder vil vide, er hans solokarriere en ujævn affære, hvor sangene ofte fremstår skitseagtige og groft bearbejdede. Ikke desto mindre har hans bundsolide sangskriveregenskaber i stigende grad stukket sit smukke fjæs frem, ikke mindst på de to forgængere ‘Happiness in Magazines’ (2004) og ‘Love Travels at Illegal Speeds’ fra 2006. Den tendens fortsætter på hans syvende soloalbum, der byder på en gennemarbejdet lytteoplevelse.

Her trakteres lytteren med den sædvanlige blanding af neddæmpede folkrock-sange, der primært bæres frem af akustisk guitar og Coxons illusionsløse, men ikke ufølsomme vokal, og mere elektrisk orienterede indierock-sager. Bedst fungerer det på ’If You Want Me’, der med udsøgt fingerspitzgefühl udvikler sig fra akustisk guitar-anslag til en medrivende rockfinale, hvor Graham Coxon træder i karakter som den gal-geniale guitarbetvinger, han indiskutabelt er.

Knap så berusende er det, at Coxon har valgt at inkludere hele 15 sange, hvilket ind imellem trækker albummet unødvendigt i langdrag. Havde han haft modet til at skære mere brutalt igennem, kunne det have været et højdepunkt i solokarrieren – i stedet må vi nøjes med en godkendt, men lidt rutinepræget præstation.