Spot 2009: Oh Land – uforløst potentiale
Der er fare for at gå inflation i arrangerede ægteskaber mellem danske indiebands og symfoniorkestre. Det er et af de ældste tricks i bogen, og man forstår sådan set godt de danske bands, der nyder suset af at høre sine øvelokalekompositioner blæst op i Hollywood-format. Men med al respekt for eksperimentet og ambitionerne så er det ikke alt materiale, der kan bære det. Det var delvist tilfældet under den første halvdel af åbningskoncerten ved årets Spot Festival, hvor Oh Land havde teamet op med Lyngby-Tårbæk Symfoniorkester.
Nanna Fabricius Øland alias Oh Land danser på sin debutplade ‘Fauna’ over en skovbund af knitren og knasen og metal, der klimprer i alle hjørner. Denne detaljerigdom, der på Oh Lands debut skaber en charmerende designskole-pop med nik til Björk og Roisin Murphy, blev skrællet væk og erstattet af det 60 mand store symfoniorkester. Men med gøglet røg også dynamikken.
Pauker, celloer, flygel, en horde af strygere. Det burde kunne tilføre rigeligt dynamik til ti indiepop-sangerinder, men under de første to numre spillede symfoniorkestret så forsigtigt, at de virkede berøringsangste. Først da Oh Lands trommeslager stødte til på ‘Heavy Eyes’ kom der kant og rygmarv i Nanna Ølands band, og dermed en slags balance i forholdet. Men det kunne ikke skjule, at Oh Lands stemme og numre ikke have størrelsen til at udfylde strygernes armbevægelser. Og reelt var det kun under hittet ‘Audition Day’, at symfoniorkestrets potentiale blev udnyttet, og hvor det kortvarige parforhold mellem de to ensembler fremstod som mere end en gimmick.
