Outlandish

Det er muligt, at Outlandish føler, at de har fundet deres indre rebel efter at have overvundet en turbulent tid, hvor trioen var tæt på at gå hver til sit. Men det er bare pokkers svært at høre på deres seneste og fjerde langspiller, ‘Sound of a Rebel’, som er gruppens mest harmløse og ordinære album til dato.

Her er tale om rebeller uden en sag. Lige bortset fra at have det sjovt, som de tre herrer både har udtalt, og som sangtitler som ‘Keep the Record on Play’, ‘Let Off Some Steam’ og ‘Rock All Day’ også vidner om. Sidstnævnte single indeholder ligefrem dette sigende mantra: »Where do we go from here now, baby / underground or crossover maybe / better yet, whatever makes me feel good«.

Hvor prisværdigt projektet end måtte være, er det også et paradoks og antiklimaks af de store. For faktisk formår Outlandish bedre end tidligere at skabe en helstøbt sound, ligesom der også er luget ud i de anstrengte popballader og lidt for højtidelige paroler. Men samtidig har de mistet den nerve, tyngde og det særpræg, der for alvor gjorde dem interessante.

De etniske elementer er stærkt begrænsede i denne ombæring. Jovel, er der eksotisk fløjtespil på den caribisk boblende ‘Levanta’ og arabisk skønsang på førnævnte ‘Let Off Some Steam’. Men det er pakket så pænt ind i de polerede produktioner og Isam Bachiris varmblodede vokal, at det i den grad savner det, som vi anmeldere ynder at kalde kant.

Det er der til gengæld på den sprælske ‘Dale Duro’, hvor etniciteten matches af marcherende trommerytmer og livlige rimerier. Her erobrer Outlandish for alvor nyt territorium, som det også er tilfældet med ‘The Emperor’s New Beat’ og ‘Crash n’ Burn’, hvor de syntetiske basgange og elektroniske beats klæder drengene. Men tre fine indslag skaber altså hverken en rebel eller en revolution.

Outlandish. 'Sound of a Rebel'. Album. Sony.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af