Tori Amos

Så sidder hun der igen. Klar til endnu engang at lade fingrene flyde henover tangenterne og følelserne fremture i nye melodier. Sådan har Tori Amos gjort, siden hun i 1992 for første gang rystede populærmusikken med debutalbummet ‘Little Earthquakes’. Og et langt stykke hen ad vejen med stilskabende og kunstnerisk berigende oplevelser som resultat.

At hun med tiden er blevet efterfulgt af en hærskare af venindebogs-agtige kloner skal ikke ligge den 45-årige amerikaner til last. Mere diskutabel er dog hendes udvikling hen imod konceptuelt opbyggede album og en mere studieafrundet vellyd.

Måske skyldes det blot umodenhed, måske det dejlige vejr udenfor, men under alle omstændigheder giver albummet mig mest af alt lyst til at forlade stereoanlægget og danse gennem sommeren – vel at mærke ikke med ‘Abnormally Attracted to Sin’ i ørerne. For med mindre man er forfalden til let oppustet pianopop med tekster om seriøøøse temaer som kærlighed, religion og synd fordelt på 17 fnugfri numre, så risikerer man at kede sig grumt.

Ganske vist er der gennemarbejdede arrangementer og radiovenlige refræner i lange baner, ikke mindst på de ligefremt melodiske ‘Velcome England’ og ‘500 Miles’, og sågar sitrende nærvær på den strygerbelagte balladesag ‘Maybe California’. Men det ændrer ikke på, at det samlede indtryk er præget af for mange sikre valg, kompositions- såvel som produktionsmæssigt. Og derfor fremstår slutresultatet da også fladt, forudsigeligt og forunderligt kedsommeligt.