The Mars Volta

Når man har brugt sin karriere på konstant at presse grænserne i avantgardens og ekstravagancens mere eller mindre hellige navn, vil de fleste på et tidspunkt nå et punkt, hvor ‘quiet’ er ‘the new loud’. Og det seneste opus fra The Mars Volta er nok så tæt på et akustisk album, som man nogensinde kommer til at høre fra deres hånd.

Arrangementerne er nedbarberede, stemningen lettere melankolsk og drømmende, og så er sangene mere regelrette og traditionelle i form og struktur, end man er vant til at høre fra de normalt så flamboyante progrockere. Det er egentligt meget forfriskende og viser mere direkte Mars Voltas bånd til 70’ernes psykedeliske rock. Men albummet får en lidt skizofren karakter, da gruppen nægter at lægge visse af dens progrock-uvaner fra sig. Blandt andet tvinges de helt afdæmpede numre ‘Since We’ve Been Wrong’ og ‘Copernicus’ op på den forkerte side af syv minutter, hvilket de ellers rigtigt smukke sange ikke helt kan bære. Samtidig får trommeslager Thomas Pridgen lidt for frie hænder til at spasse ud, og det virker overflødigt og forstyrrende på et album, der lægger op til fokus på helheden i den enkelte sang.

‘Octahedron’ er nem at holde af og tegner en interessant ny tangent i Mars Voltas uforudsigelige univers. Men manglen på selvkontrol og trofasthed over for den musikalske kurs gør også, at albummet er en lidt for konfliktfuld størrelse til, at man helt kan elske det.