Son Volt

At Uncle Tupelo over fire år og lige så mange album ene og alene revolutionerede den alternative country, står desværre ofte i skyggen af det brud, der i midt-90’erne gjorde det af med bandet. Forholdet mellem den sky og regelrette Jay Farrar og den udsvævende Jeff Tweedy var dødsdømt fra begyndelsen, og lige siden har de to bevæget sig længere og længere væk fra hinanden – både menneskeligt og musikalsk. Jay Farrar blev, hvor han var, og dannede Son Volt, mens Tweedy og Wilco dårligt kunne få deres røv ud af Missouri hurtigt nok.
 
Holdt op mod Wilcos seneste genre-udvidende og kommercielle succes har Son Volt heller ikke rykket sig en millimeter ud af flækken på deres sjette album. Deres sørgmodige og lidt gumpetunge countryrock er stadig omtrent så opfindsom som den kaserolle-frisure, Farrar har båret gennem hele karrieren, men som altid er sangskrivningen så bundsolid som den længselsfulde afmagt i Farrars vokal. ‘Dust of Daylight’ og ’Roll On’ er melankolsk countrysoul af den vaskeægte slags, og på ‘Down to the Wire’ viser Farrar igen, hvorfor det var lige netop hans countryrock, der søsatte de tusind kopier.

‘American Central Dust’ er både et vidunderligt politisk album og et personligt og betagende værk, som tilmed er det bedste, Farrar har rørt ved siden Uncle Tupelo-dagene. Dette er lyden af Jay Farrar, der omsider træder ud af Tweedys skygge.