Ben Gibbard & Jay Farrar

At det er indieprinsen Ben Gibbard og alt. country-generalen Jay Farrar, der har lavet musik til en dokumentarfilm om den legendariske beatforfatter Jack Kerouac er både pudsigt og passende. Pudsigt, fordi det var jazzen, som Kerouac selv så som det lydmæssige bagtæppe til sine ord. Passende, fordi Jay Farrars dybe, livskloge og alligevel desperate stemme nærmest er definitionen på det gamle USA, som Kerouac var så begejstret for. Og passende igen, fordi Gibbard altid har beskæftiget sig med bevægelsen og rejsen i sine sange – et tema som er rygraden i Kerouacs mest kendte bog ‘On the Road’.

Kombinationen af de to herres stemmer fungerer så i øvrigt godt. Overraskende godt, endda. Farrar viser sig for det meste fra sin bløde side, mens Gibbard fra tid til anden finder en muse i de endeløse amerikanske vidder, som Kerouac forgudede. Rent musikalsk er vi tættest på typisk Jay Farrar-territorium, hvilket vil sige akustiske guitarer, der har en lyd som engle, der knalder, og så selvfølgelig pedal steel-guitar. Masser af pedal steel-guitar. Det lette, luftige og elegante udtryk, vi kender fra Gibbards band Death Cab for Cutie, har dog også fået sin plads flere steder på albummet og smelter nærmest perfekt sammen med alt. country-lyden.

Alt i alt snakker vi en yderst harmonisk udgivelse, der holder et stabilt højt niveau hele vejen igennem. Det er Kerouacs egen poesi, der udgør teksterne, og selvom han altså foretrak at svede livsglæden ud og ånde den ind igen på en lille jazzklub, er jeg sikker på, at han på andre tidspunkter ville være fint tilfreds med at tage en eftertænksom slapper til musikken her. Det er jeg i hvert fald.