Q-Tip

Man kan ikke beskylde en rapper, der indleder sit album med en flere minutter lang orgelsolo, for at være overbebyrdet af kommercielle hensyn. Og ‘Kamaal the Abstract’ blev da også i 2002 sat i limbo af pladeselskabet, der dømte albummet utilgængeligt for de købedygtige masser. Det havde de sgu nok ret i, men det ændrer ikke ved, at Q-Tip, som et af de eneste af 80’er-koryfæerne, stadig kan give hiphoppen nye ansigter.

Med A Tribe Called Quest fuldendte han De La Souls opskrift med saxofonhooks, runde rhodes og funky baslinjer som omdrejningsakse for sofistikeret og lynende intelligent rap. Det gør han stadig, men her er faktisk tale om numre, som musikalsk udvikler sig progressivt udover første vers’ beat, når den smøde souljazz håndspilles af nogle af jazzens big guns.

For eksempel gæster Miles Davis-protegé og altsaxofonist Kenny Garrett et af albummets bedste tracks ‘Abstractions’, mens Gary Thomas beriger den syv minutter lange ‘Do U Dig You’ med en maraton-fløjtesolo. Musikerne kunne snildt have lagt mere kød i soloerne, men til gengæld synger Q-Tip selv som en ung Prince på ‘Barely in Love’.

»The black one, with a wish to be free« præsenterer Tip sig selv på albumåbner ‘Feelin”. Og frihed og legerum får han masser af her. At albummet til tider mangler retning, og at man savner mere af hovedpersonens egen rap, er en mindre anke på et album, der kandiderer til årets mest funky.