The Raveonettes

Man skal være en frygtelig rockhystade eller generel modstander af historiebevidst populærmusik, hvis man ikke checker ind på hit-hotellet, når The Raveonettes teamer op med den hjemlige musikbranches ukronede – og under alle omstændigheder bedst klædte – producerkonge Thomas Troelsen med det erklærede mål at slibe den danske retrorock-duos melodier ekstra til. Og går man efter kvoten af iørefaldende refræner, så må missionen så sandelig siges at være lykkedes.

Oven på de dunkende spartanske støjudladninger på den korporlige ‘Lust Lust Lust’ er det forståeligt, at Sune Wagner og Sharin Foo har haft behov for lidt sukker til rockkaffen. Her virker popfetichisten Troelsen som den perfekte sparringspartner, og når han tvinger The Raveonettes til at tone rent popflag på det 60’er-klingende åbningsnummer ‘Bang!’, albumhøjdepunktet ‘Boys Who Rape (Should All Be Destroyed)’ (der tager kegler hjem på den afgrundsdybe kløft mellem den let perlende melodi og den sammenbidt hævngerrige tekst) og den melodisk perlende førstesingle ‘Last Dance’, er det svært ikke at lade sig rive med. Heldigvis er den hvide støj ikke støvsuget helt væk i pop-poleringsprocessen, og på ‘Break Up Girls!’ tager Wagner og Foo kontrol med to minutters indledende, knitrende guitar-udkras, inden den smægtende melodi sætter ind med skræddersyet refræn.

Hver for sig er albummets 11 numre dog samtidig også skoleeksempler på, hvorfor musikelskere til evig tid vil diskutere begreber som ærlighed og autenticitet. For hvor meget er glinsende overflade og attitude? Og hvor krydser jagten på tre minutters svimlende poplykke grænsen til kalkuleret kassetænkning? Men på den anden side: Så længe spørgsmålet stilles så underholdende og iørefaldende som her, er jeg tilbøjelig til at lade svaret blafre ubesvaret i vinden.