Thomas Helmig

Thomas Helmig er Danmarks svar på Sam Cooke. Det var i hvert fald min første tanke i mødet med ‘Mit hjerte længes’, åbningsnummeret på århusianerens seneste tilføjelse til diskografien. Her dybdemasseres ens efterårstyngede korpus nemlig med et smagfuldt orkestreret, urklassisk 60’er-soul-groove, der låner sin guitarlyd fra evergreenen ‘My Girl’. Varmt, vellydende og vanedannende. Jo tak, så er man ligesom budt indenfor med manér.

Så meget desto større er kontrasten, når den vellydende appetizer efterfølges af syntetisk ‘Paradise Hotel’-pop i sildskab med stjerneskuddet Medina på den forglemmelige ‘100 dage’, der så hårdt prøver at være fremme i skoene med diskret auto-tune på Helmigs modne røst. Men som fejler stort.

Som man tygger sig igennem resten af albummet, kan man dog heldigvis konstatere, at popcharmørens gamle kærlighed til vintage-soul og generelt afroamerikansk musik fra 60’erne og 70’erne fylder mere end nye, påtagede hitlistepop-flirter. Og at ‘Mit hjerte længes’ ikke er en enlig svale, vidner de medrivende uptempo-popknald ‘Din røde kjole’ og ‘Jeg bløder’ om, komplette med en supereffektiv rytmebund der ekkoer smukt af The Supremes. Selvom sidstnævnte nummers billedsprog (»Jeg bløder som et vandfald« – hvordan er det lige, et vandfald bløder, eller mener han ‘græder’?) – godt kunne have været gået en ekstra gang efter i sømmene.

Netop teksterne er jo en gammel traver i dissekeringen af et Thomas Helmig-album. For med en tendens til ind i mellem noget banale metaforer og et fastlås fokus på tosomheden vugger hans sangskrivning konstant rundt i kliché-fyldte hjerte/smerte-farvande. En anklage han heller ikke denne gang undgår, specielt ikke når sukkerbalancen for alvor tipper på de candyfloss-klæbende ‘Drømmer / glemmer’ og finalen ‘Når du kommer hjem’.