Med deres tredje studie ‘Veckatimest’ er Grizzly Bear er årets mest omtalte indieband og har sendt deres folkpoppede vokalharmonier mod toppen af salgslisterne og i øregangene på blandt andre Jay-Z. Men hvordan kan fire fyre pludselig få alt fra hiphopstjerner til din nabo til at synge med? Vi bankede på hos forsanger Ed Droste i Brooklyn for at finde svaret.
Det første, der overrasker mig, da jeg møder Edward Droste, er, hvor høj han egentlig er. Det andet er, hvor almindelig han er. Og da jeg sidder overfor ham ved køkkenbordet i hans lille lejlighed i newyorker-bydelen Brooklyn – imens han spiser morgenmad, og hunden Beast ivrigt slikker på min fod – så er det svært at genkende ham som den ene fjerdedel af et af årets mest anmelderroste og hypede indiebands. Et band der har været med til at sætte nye standarder for muligheden for en placering i toppen af hitlisterne, og som trækker et spor af udsolgte koncerter efter sig verden over.
Bare for en måned siden satte bandet deres egen bydel Brooklyn på den anden ende, da de afsluttede sommerens række af Pool Parties-koncerter for et publikum på mere end 6.000 mennesker, og med en kø med lige så mange der måtte gå forgæves. Alle ville se fænomenet Grizzly Bear. Selv popdronningen Beyoncé og hendes husbond Jay-Z kom for at få stillet nysgerrigheden.
»Jeg var overrasket over, hvor mange der kom til koncerten«, siger Droste. »Det gør mig både meget taknemmelig og glad, for vi er gået igennem to eller tre år, hvor der ikke har været nogle udsolgte koncerter. Hvor vi i stedet har spillet i London for et halvfyldt lokale eller på et langt fra udsolgt Loppen i København – der var da nogle folk, men ikke mange«.
Genopdagelse af musikken
I 2003 sad den dengang 25-årige Edward Droste alene i sin lejlighed og indspillede nogle skitselignende numre. En tilfældig kombination af lige at have lært musikredigeringsprogrammet ProTools at kende og have slået op med sin kæreste førte til, at musikken blev det sted, hvor Droste fandt afløb for både sin kreativitet og sine følelser.
Over en periode på et år blev de første famlende akkorder på guitaren dog mere og mere sikre, og brudstykker af tekster og ideer blev til hele numre, der blev indspillet og sendt til gennemlytning iblandt Drostes venner, hvorfra de langsomt begyndte at cirkulere videre ud i den musikalske undergrund. Det nyopstartede, Brooklyn-baserede indielabel Kanine Records opsnappede også indspilningerne og tilbød Droste at udgive dem.
Til at finpudse indspilningerne af debutalbummet ‘Horn of Plenty’ fik Droste hjælp af vennen og bassisten Christopher Bear, der tilføjede bas, trommer og vokal til de minimalistiske lo-fi-skitser og sammen med Droste skrev et enkelt nyt nummer.
»På det tidspunkt opfattede vi os selv som en duo, hvilket er meget sjovt, da vi aldrig har optrådt som en. For da pladeselskabet ville have os til at spille en koncert, gik det op for os, at vi ikke havde hænder nok til at få det til at fungere, så vi fik Chris Taylor med på trommer«, forklarer Droste. »Men vi tænkte egentlig ikke på os selv som et band. Det handlede mest om bare at få koncerten overstået, for jeg var skrækslagen for at optræde«.
»Så vi spillede vores første koncert for nogle af vores venner, og det var cool, men det føltes stadig som om, der manglede et eller andet. Det var der, Chris og Chris (Bear og Taylor, red.) sagde: »Hey, vi kender den her fyr Daniel, som laver noget virkelig fedt««, fortæller Droste om det, der blev Daniel Rossens indtræden i bandet og betød, at Grizzly Bear fandt sin endelige form som en kvartet.
Det gule hus
Med bandopstillingen på plads var Grizzly Bear parat til at prøve kræfter ikke kun med musikken men også med omverdenen. »Vi besluttede os for at tage på turné. Hvilket egentlig var lidt tåbeligt, for der var ikke nogen, der var interesserede i os, vi ville bare gerne på tour. Så vi bookede det hele selv og spillede, hvor som helst folk ville tage os ¬– de skøreste og mest mærkværdige steder«, fortæller Droste.
»Vi spillede på Gay Leather Bar i San Francisco, som var virkelig vanvittig. Og på en diner imens folk spiste – de kom ikke for vores men for madens skyld. Vi spillede også til private fester, og vi er langt fra at være et partyband, så bare prøv at forestille dig det! Og i en snestorm i Vermont for måske en enkelt person«.
Selvom turneen efter udgivelsen af ‘Horn of Plenty’ ikke udadtil kunne kaldes en succes, så var den med til at etablere bandet som en enhed. Og med tilblivelsen af nye numre som ‘Knife’, som Bear, Taylor og Droste havde skrevet i fællesskab, og Rossens ‘Lullaby’ blev det klart, at Grizzly Bear ikke længere kun var Drostes men et fælles projekt.
Med masser af ideer og nye numre i bagagen tog bandet derfor op til Drostes mors gule hus i Massachusetts og indspillede albummet ‘Yellow House’, der rykkede musikken ud af debutens uslebne lo-fi-æstetik og det indadvendte udtryk og i stedet bød på velorkestret, skæv folkpop med både bløde vokalharmonier og kradsende guitarer. Og efter udgivelsen i efteråret 2006 kom der for alvor hul igennem.
»At Pitchfork anmeldte albummet, blev det helt store vendepunkt«, siger Droste. »Især når man er et nyt band, så er de enormt indflydelsesrige. Jeg ved ikke, hvor meget indflydelse de har, hvis du er Madonna, men når du er der, hvor vi var, da de gav os ‘Best New Music’ og en virkelig positiv anmeldelse, så er det stort«.
Pludselig skyllede den ene rosende anmeldelse efter den anden ind over bandet, og ved udgangen af 2006 var de at finde på listen over årets bedste album hos både The New York Times, musiksitet Pitchfork og indiebloggen Stereogum. Edward Droste betegner selv udgivelsen af ‘Yellow House’ som en slags milepæl i bandets historie.
Fokus var på den fælles sangskrivning, der har fået lov til at udvikle sig videre på Grizzly Bears seneste, anmelderbegejstrende album ‘Veckatimest’, hvor selve sangene og sangskrivningen fylder mere og nu danner rammen om de perfektionerede vokalharmonier og underfundige, kammerpoppede arrangementer. Et album som, takket være en massiv blog-hype og et leak af albummet på nettet, har været et af årets mest utålmodigt ventede indie-udgivelser.
Et musikalsk paradigmeskift
Grizzly Bear har hele tiden været gode til at bruge internettet som redskab. På deres egen blog har de skabt en intimsfære, hvor de holder fans opdateret med deres projekter og lægger musik og billeder ud. Ligesom de også tidligt fik skabt et godt forhold til toneangivende indie-blogs som BrooklynVegan, Gorilla vs. Bear og Stereogum, der fra starten har været med til at skabe opmærksomhed omkring bandet igennem deres indlæg.
»Jeg tror ikke, at vi ville have været, hvor vi er nu for 15-20 år siden, før folk brugte internettet, som de gør i dag. At folk kan lytte til musikken gratis og finde ud af, om de kan lide det eller ej, det er måske noget af det mest værdifulde. Musikmagasiner tager deres tid, før de tager chancen med en ny kunstner, så det er godt, at der er de her alternative steder på nettet, hvor de kan komme ud«, forklarer Droste.
Og når selv en som Jay-Z efter at have været til Grizzly Bears koncert i Brooklyn stiller sig op og siger, at indie repræsenterer en ny bølge i musikverdenen, der vil kunne presse de etablerede genrer, fordi den bryder med de kanaler, som musikken normalt ledes igennem, så er der måske noget om snakken.
»Jeg forstår godt, hvad han mener. At der er ved at ske et skifte indenfor musikken. Det vil stadig være pop, r’n’b og hiphop, der vil blive spillet i radioen og sælge flest plader, men jeg synes, at det er interessant at se, hvor meget internettet har ændret adgangen til musikken – ikke kun når det handler om at sælge plader, men også hvordan folk lytter til musik, og hvordan de bliver eksponeret for ny musik«, siger Droste.
Opadgående succeskurve
»Bands, man traditionelt ikke ville se sælge plader, kan pludselig få to eller tre succesfulde uger på salgslisterne. Ligesom vi debuterede som nummer otte på Billboard (med ‘Veckatimest’, red.). For et band som os er det virkelig vildt at kunne gå rundt i en uge og sige: »Vi er på top ti!«. Men sammenlignet med hvad én som Beyoncé sælger, så er det en dråbe i havet«.
Selvom Grizzly Bear har været på, hvad der ligner, en lodret opadgående succeskurve med turneer med navne som TV on the Radio, Feist og Radiohead og har fået anerkendende skulderklap fra alle lige fra Paul Simon til David Letterman, så virker det ikke som om, at det er steget Edward Droste til hovedet, når han sidder der med sin hund på skødet og en kop kaffe i hånden.
»Jeg bliver ved med at tænke på os som det her lille, tilfældige band, der spiller på Gay Leather Bar. Jeg ved godt, at vi er vokset siden, og at vi spiller store koncerter nu, men når jeg står på scenen, så tænker jeg stadig: »Wow, hvorfor er I alle sammen her?««, siger han.
»Alle de ting, der er sket år efter år, har ligesom ledt os til der, hvor vi er nu. Og det er virkelig fantastisk, og jeg håber, at det vil fortsætte, men selvfølgelig vil man nå loftet på et tidspunkt. Vi bliver aldrig lige så store som Justin Timberlake. Det vil simpelthen ikke kunne lade sig gøre, og det er fint. Jeg havde faktisk aldrig troet, at vi ville nå dertil, hvor vi er nu«, siger Droste. »Men man må ikke tænke for meget på de her ting, for de kan opsluge én, og så bliver motivationen bag musikken farvet af at være noget andet end musikken i sig selv«.
Interviewet har tidligere været bragt i Soundvenue #34