For meget form og for lidt indhold. Sådan lød dommen, da The Horrors debuterede med larmende gyserpunk og masser af sort eyeliner. To år er gået, eyelineren er væk, og bandet står på tærsklen til det store gennembrud med deres usædvanligt helstøbte andet album ‘Primary Colours’. Er teenagerne blevet voksne?
Med bukser, der var som malet på de tynde ben, masser af sort eyeliner og faretruende mængder hårspray i det høje hår scorede The Horrors magasinforsider i det engelske, allerede længe før deres debut udkom i foråret 2007. Deres cheeky kunstnernavne Faris Rotter, Joshua von Grimm, Coffin Joe og Spider Webb gjorde også deres til at skabe opmærksomhed omkring teenagebandet fra Londons Southend.
Opmærksomheden havde dog en pris. Bandets ellers ganske overbevisende opkog af 60’er-garagerocknavne som The Cramps og The Sonics havde i manges øjne ikke nok musikalsk pondus til at retfærdiggøre al hypen. Det var stil frem for indhold, lød kritikken. Hårde ord for et ungt band hvis yngste medlem ikke engang var myndig, da debuten udkom. Heldigvis var kritikken ikke enstemmig.
»Der er virkelig få mennesker, hvis holdning betyder noget for mig. Når folk som Jason Pierce, Kevin Shields og Bobby Gillespie (fra henholdsvis Spacemen 3/Spiritualized, My Bloody Valentine og Primal Scream, red.) dukker op til ens koncerter, hvorfor så bekymre sig om, hvad alle mulige andre mener? Man har bare ikke rigtig plads til andre i sit synsfelt, når den slags folk fortæller dig, at det, du laver, er fedt«, fortæller forsanger Faris Badwan. Sådan.
Faris gør meget ud af at fastslå, at The Horrors ikke var resultatet af et udspekuleret markedsføringsstunt udtænkt af et pengegrisk pladeselskab.
»Det, vi gjorde dengang, var helt naturligt for os. Alt andet ville have føltes mærkeligt. Vi var et band drevet af spontanitet. Der lå i virkeligheden ikke så mange overvejelser bag. Tøjet afspejlede sådan set bare den musik, vi kunne lide. Vi har aldrig klædt os ud. Det havde aldrig faldet os ind, at folk ville reagere negativt på det«.
Er I stolte af hvad, I opnåede med jeres debut?
»Folk har en tendens til at afskrive deres tidlige materiale. Men alt har sin plads i livet. Nu er vi rykket videre. Bands bør altid udvikle sig«, fastslår Faris.
Det mantra har The Horrors taget mere bogstaveligt end de fleste andre. Bandets nye album ‘Primary Colours’ viser ikke blot et band, der har udviklet sig. Der er snarere tale om et helt nyt band. En gennemgribende transformation. Der er langt fra debutens ultrakorte, vrængende gyserpunk-numre med farverige karakterer som Jack The Ripper til det langt mere ambitiøse og stemningsfulde udtryk på album nummer to. Her skærer bandet sin helt egen niche ved at blande Joy Division’sk klaustrofobi med repetitive krautrockrytmer og detunede guitarer á la My Bloody Valentine.
Videoens mester bag knapperne
Selv beskriver Faris det nye album som mere voksent og velovervejet. Denne gang har bandet været langt mere albumorienterede.
»’Primary Colours’ er et sammenhængende album i stedet for at være en samling singler. Der er ikke rigtig nogen, der laver album på den måde længere. Det virker som om, hele det aspekt ved sangskrivningen er gået tabt på det sidste. Man kan lytte til det her album cirkulært. Man kan høre til det fra start til slut og starte forfra igen. Slutningen fader ind i begyndelsen, så man kan faktisk lytte til det i et kontinuerligt loop, hvor det hele alligevel giver mening«, fortæller han begejstret.
Hvordan forløb indspilningerne?
»Vi var et helt andet sted både mentalt og fysisk. Der var ikke nogen vinduer i studiet. Det var ret intenst. Vi arbejdede med sangskrivningen hver dag i flere måneder. Det var en ret mærkelig oplevelse. Total fordybelse under indspilningerne. Vi tænkte ikke på noget som helst andet. Skuespilleren Christian Bale er et godt eksempel på, hvordan den der totale indlevelse i en rolle kan gøre, at man opfører sig som et kæmpe røvhul. Det var sådan, vi var under indspilningerne. Alt handlede om musikken, og vi tænkte ikke på noget som helst andet«.
Til at producere det nye album havde bandet oprindelig udset sig musikvideoinstruktøren Chris Cunningham, der udover videoen til The Horrors’ egen ‘Sheena Is a Parasite’ tidligere har stået bag nogle af de mest mindeværdige og nyskabende videoer for folk som Aphex Twin, Madonna og Björk. Som musikproducer var han dog et næsten ubeskrevet blad, før The Horrors hev ham ind deres mørke studie. Faris fortæller, at de valgte Cunningham, fordi de ønskede at tilføje et mere filmisk element til deres musik. Men havde den uerfarne musikvideoinstruktør også evnerne til at løfte opgaven som producer?
»Ja, ubetinget. Chris er genial. For os handler det mere om ideerne end om de tekniske evner. Sådan har vi altid arbejdet som band. Hans kreative niveau er helt enestående. Der findes ikke mange mennesker, der er lige så talentfulde som ham«.
Desværre nåede Cunningham kun at indspille to numre med bandet, før hans travle kalender satte en stopper for det videre samarbejde. Eller rettere sagt: The Horrors gad ikke vente et par måneder med at fortsætte indspilningerne. Alle sangene var skrevet og arrangeret. Da og da de fik muligheden for at lade Portisheads’ lydarkitekt Geoff Barrow overtage producerstolen, var bandet ikke længe om at sige ja.
Hvad betød det for albummets lyd, at I fik Barrow som producer?
»Vi troede, at han ville få os til at lyde som Portishead, men det han gjorde var faktisk blot at indfange lyden på vores demoer. Han hørte dem og besluttede, at det var sådan, han ville have, vi skulle lyde. Så han arbejdede faktisk mere som Steve Albini. Han ville blot optage bandet i stedet for at tilføje en hel masse«.
Uovervindelig på scenen
Al den seriøse snak om helstøbte album og talentfulde producere kan godt få én til at glemme, at The Horrors først og fremmest er en samling unge knøse, der bare godt vil spille rockmusik og skeje ud. Mon ikke der gemmer sig en god rock’n’roll-anekdote eller to hos de her drenge, tænker jeg.
»Jeg blev engang involveret i et kæmpe slagsmål til Halloween i New York. Det var ret sindssygt. Vi blev angrebet af en flok stive stoddere, mens vi stod på scenen og spillede. Det var aldrig vores intention, at det skulle ske, men når man spiller musik med den type energi, vil folk uundgåeligt reagere på det og blive provokeret«, fortæller Faris.
Men hvad skete der mere præcist?
»Hmm, du kan se billederne på nettet. Ham partyfotografen The Cobra Snake fangede faktisk det hele på film. Den ene af fyrene, der angreb mig, var helt dækket af blod. Det er meget mærkeligt, men når man står på scenen, og den slags ting sker, så føler man sig…«
Faris leder efter ordene.
»… totalt uovervindelig. Det er vildt, hvordan så meget adrenalin kan få én til at opføre sig. Man føler, man kan udfordre en kæmpe, hvis det skal være. Men det er mærkeligt, for jeg er normalt ikke typen, der kommer op at slås. Men når man står på scenen, sker der bare et eller andet uforklarligt oppe i ens hoved«, griner han lidt forlegent.
Selvom The Horrors er modnet betydeligt musikalsk, har de tilsyneladende ikke mistet ungdommens frygtløshed. Men er det ikke sådan det skal være, når man lige er fyldt 20 år?
Interviewet har tidligere været bragt i Soundvenue #31