Nick Oliveri
I denne søde juletid myldrer det frem med ‘Greatest Hits’-opsamlinger og lignende mere eller mindre musikalske frontalangreb på i forvejen slunkne lommer. Vores allesammens yndlings-juhu-lemand, den tidligere bassist i Kyuss og Queens of the Stone Age, Nick Oliveri, udfordrer skabelonen og prøver på dette akustiske coveralbum kræfter med punk- og heavyklassikere dels fra sine idoler og dels fra egne projekter.
På papiret lyder det jo interessant med nedskrællede og hudløse udgaver af sange som The Misfits’ ‘Hybrid Moments’ og Dwarves-nummeret ‘Dairy Queen’, ligesom den pilskaldede hævner tidligere har leveret stort i det akustiske format med albummet ‘Demolition Day’. Forventningerne bliver desværre gjort grundigt til skamme her. Hvis man troede sig sikker på, at Oliveris karriere havde ramt bunden, da han blev smidt ud af Queens of the Stone Age, så kan man passende revidere opfattelsen nu.
Det er som en dårlig demo: En halv times forhutlet lejrbålsguitar med en oftest tåbeligt skrigende og brølende Oliveri ovenpå. Man har sikkert forsøgt at konservere sangenes aggressivitet og bid, men mestendels lyder det bare anstrengt og fjollet. Alligevel fungerer QOTSA-coveret ‘Gonna Leave You’ og Kyuss’ ‘Love Has Passed Me by’ faktisk glimrende, mens Oliveris take på G.G. Allins ækle ‘Outlaw Scumfuc’ (som igen er et David Allen Coe-cover) næsten imponerer med en råhed og ærlighed, som klæder den afskyelige lyrik.
Disse få lyspunkter til trods, er dette uomgængeligt årets hadegave til Kyuss- og QOTSA-fans. Hvis dine kære tilhører den befolkningsgruppe, så skaf dem istedet debuten fra Them Crooked Vultures. Også selvom de ejer den i forvejen. Tanken tæller jo.