Thirty Seconds to Mars

Verden er af lave. Krigen raser. Meningsløsheden lurer. Pyha, det kræver godt nok sin m/k at stå ‘This Is War’s timelange spilletid igennem uden helt at miste modet. Dels på grund af de alvorstunge tematikker, dels på grund af den über prætentiøse, men svært tungrøvede emorock.

At Thirty Seconds to Mars i starten af karrieren blev placeret i samme bås som Linkin Park, giver fortsat god mening, for ligesom raprockerne sværger Jared Leto og co. til en tristesse-fokuseret patosrock, hvor der mumles dystert i verset, inden omkvædet sætter ind med et ekspressivt udbrud. Formlen er kort sagt gennemtestet – både af andre og på TSTM’s tidligere to album: den selvbetitlede 2002-debut og ‘A Beautiful Lie’ fra 2005 – og skal uden tvivl nok sælge et pænt vognlæs album.

Og man må give gruppen, at det er konsekvent gennemført. Hovedparten af de 12 skæringer klinger ind på den gode side af fem minutter, og intet sted lettes stemningen for alvor med poppet leflen. I stedet trakteres man med højstemte guitarer, svulmende synths-figurer, tomt buldrende trommer og Letos udkrængende vokal-katarsis bakket op af grandiost kæmpekor.

Næ, det store problem er tværtimod den monotone, nærmeste autistiske kredsen om egen navle, den åh så smægtende weltschmerz, den teenage-triste trods med en sur bismag af apati. Ja, undskyld at jeg lyder lidt gammeldags moralsk, men hvor velment og ærlig bandets hensigt end måtte være, så er følelsen af målrettet segment-analyse af mascara-indsmurte emo-kids svær at ignorere.