Wavves – mere pop end punk
Det var med forventninger på højde med nærliggende Vor Frelsers Kirkes tårn, at der blev taget i mod enmands-trioen Wavves på Stadens største skadedyr. Med skandalekongen 2009 Nathan Willams i front lå det lige til højrebenet, at aftenen ville blive af den uforglemmelige slags. Men det blev den ikke.
Den splejsede skaterbums entrerede scenen sammen med de småtykke nørder Billy Hayes og Stephen Pope, der tidligere har huseret med Memphis-punkeren Jay Reatard. Alene det, at Williams dukkede op, var en sejr i sig selv efter aflyste koncerter en masse.
Tilstedeværelsen var dog en sejr blandt få. Lyden var lav i starten, mikrofonen gav stød, og så opførte han sig alt for pænt, både personligt og musikalsk. Mellem sangene blev der holdt lange pauser med grin, snak og tak, hvilket bremsede den energi og vildskab, der ligger gemt i Wavves’ popmelodier. Det gjorde tilsyneladende også publikum til saltstøtter.
Rent musikalsk blev dét skrammel og skrald, der ligger som en tyk hinde over skæringerne på pladerne, pillet næsten helt af. Det var i langt højere grad pop, end det var punk. Og de to tidligere Reatards virkede lidt forkrampede i den nye konstellation.
Først i sættets sidste to numre kom der fart, vildskab, punk og støj ind i sangene. Stephen Pope spyttede sågar op i luften, og publikum bevægede for første gang andet end hovederne. Williams afsluttede med et – for koncerten – meget sigende svar på kaldet efter ekstranumre: »We haven’t praticed any more songs«.
