Brimstone Howl
Hvad nu, hvis Julian Casablancas ikke havde fundet sine bandmakkere i New York men snarere gravet dem op blandt støvede mejetærskere og kvægranches i en søvnig landbrugsstat i Midtvesten? Og hvad hvis Gordon Raphael ikke havde været der til at groome bandets skidtstænkede garagerock-lyd? Nebraska-bandet Brimstone Howl leverer med dette album et kompetent bud på dette ellers tænkte scenarie.
Titlen citerer salig Joey Ramones affærdigelse af Phil Spectors evner som lydsmed og hitmager. Passende nok, albummets overlagt underproducerede og gennembulede lo-fi-karakter taget i betragtning. Foretrækker man sine rock’n’roll-idoler som desperate ‘take no prisoners’-typer, der i halsbrækkende tempo kaster sig over sangene som stockcar-kørere gennem et løb, så behøver man ikke lede længere end hertil.
Under den skrammede motorhjelm spinder et pophjerte i en vis kubik derudaf. Især bandets få, mere afslappede skæringer imponerer i netop den afdeling. Når firkløveret serenaderer den mexicanske hunulv ‘La Loba’ eller piller sig igennem ‘Final Dispatch’s repeterende guitarfigurer, så er de faktisk oppe at dyste i samme sangskriverliga som førnævnte The Strokes.
Resten af spilletiden tampes der derudaf med små, koncist punkede knaldperler – måske endda kanonslag, om man vil – der desværre sjældent fungerer som andet end det: Fyrværkeri med masser af bulder og brag, og som udelukkende huskes for drønet. Det er selvfølgelig også underholdende nok i et vist omfang, men så melder næste problem sig: En del numre er vanskelige at skelne fra hinanden, og begejstringsparablen når dermed sit højdepunkt, længe før den egentlig burde.